Frygt og angst

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

Når du er bange for noget

Frygt handler oftest om, at der er en ting, en konkret situation eller person, du ikke er tryg ved. Et mere følelsesmæssigt håndgribeligt ord for frygt er bange. Du kan være bange for noget, der sker her og nu. Eller bange for noget, du forventer, der vil ske.

Når du føler, at noget skræmmer dig, har du to klassiske muligheder: kæmp eller flygt. Begge dele kan være udmærkede løsninger på en ubehagelig situation – bare du gør noget. Problemet opstår, når du forholder dig passivt i stedet for at argumentere, blive vred eller gå din vej. Passiviteten gør ikke noget godt for dig, og psykoterapi kan hjælpe dig ud af fastfrysningen.

Hvis din frygt retter sig mod en fremtidig konsekvens, handler terapien i højere grad om at gøre dig i stand til at rumme usikkerheden, kontroltabet og følelsen af at være bange.

Når angst er en del af din hverdag

Man siger, at angsten ikke har nogen genstand. Den kan være skamfuld og svær at forklare. Svær at dele med andre. Derfor står mange mennesker alene med deres angst. Og ensomhed er sjældent nogen god kur mod noget som helst.

Angst kan bryde ud, når du er sammen med mange mennesker. Eller i situationer, hvor du skal præstere. Den kan også være en mere generel ængstelighed, der dukker op som en uønsket del af dit liv. En hverdag med angst har ofte store konsekvenser for din livskvalitet, glædesfølelse, selvudfoldelse og kontakt med andre.

Undgå at fodre angsten

Når du rammes af angst, vil du sandsynligvis udvikle en undgåelsesadfærd. Du undgår det, som udløser angsten. Desværre gør undgåelsen ikke meget andet end at nære angsten, og mens den bliver stærkere, får du det værre. Til sidst bliver den så fed og velnæret, at du udvikler angst for angsten selv – og det kan påvirke hele dit liv.

Lad være med at fodre angsten.

Angst kan behandles

Angst bryder som regel ud som en kombination af dine livsvilkår og et fagligt eller personligt pres. Hvor let din forsvarsrefleks udløses, har også betydning.

Før du kan behandle angsten, er du nødt til at konfrontere årsagen til den. Hvad er det, der udløser den? Hvad tænker du om din angst, og hvordan reagerer du på den? Terapien hjælper dig også til en generel forståelse af angst, og du får støtte til langsomt at udsætte dig selv for årsagen.

Målet med terapien er, at du kan leve med din frygt og angst, uden at de styrer dit liv eller holder dig fra at gøre det, du gerne vil.