Selvudfoldelse og personlig udvikling

Tue Kjær | Psykoterapeut MPF | Reg. Psykoterapeut FaDP

Når selvindsigt og selvkærlighed er udfordret

Selvudfoldelse er et af de begreber, der er svære at sætte en finger på. Man kan ikke lede efter den i blodet og konstatere, at den mangler, som med D-vitamin om vinteren. Hvordan ved du så, om selvudvikling er noget, der kan gavne dig at arbejde med?

Modpolen til selvudfoldelse er varierende grader af tilpasning og selvbegrænsning. De kan være lige så svære at få øje på, men viser sig som en stille, snigende misfornøjelse, en underliggende utilfredshed i livet. Du står op, gør det, du skal, og det hele hænger sammen. Alligevel er der noget, der mangler – noget sandt og ægte.

Årsagen til din længsel ligger ofte gemt under lag af gamle vaner, strategier og forventninger, som du har båret rundt på længe. Og der er ikke noget at sige til, at et liv, som er styret af gamle handlingsmønstre eller drevet af at opfylde andres behov, føles skævt.

Dilemmaet mellem tilpasning og selvaccept

Du har muligvis lært, at du skal opføre dig på en bestemt måde. At du skal oversamarbejde og gemme bestemte følelser væk, for at dine omgivelser accepterer dig. Og nu tror du ikke, at det er i orden at være vred eller ked af det. Du kan måske slet ikke være det.

Det kan også være, at du er god til at aflæse omgivelserne og passe ind, fordi du tidligt lærte, at det var sådan du fik plads, kærlighed og anerkendelse. Derfor læser du hurtigt rummet, og gennem tilpasning undgår du konflikt, skuffelse og afvisning. Dine egne behov får dog ikke lov til at fylde, og din stemme bliver utydelig og næsten lydløs. Selvkærlighed er der ikke meget af, fordi du hele tiden orienterer dig efter andre menneskers velbefindende.

Når du sætter andres meninger, behov og følelser over dine egne, mister du efterhånden kontakten med dig selv. Og når du holder op med at prioritere selvindsigt, bliver dine værdier utydelige.

Symptomer på tilpasningen kan være selvkritik, præstationsangst, perfektionisme eller et stort behov for kontrol. Du kan trække dig fra andre mennesker og have det svært i relationen til dem. Du gør sjældent, hvad du har lyst til, og har udfordringer med at sige fra. Hvorfor? Fordi det er vanskeligt at udtrykke og handle efter et sæt personlige værdier, der ikke fremstår klart. Utilfredsheden, du mærker i dit liv, kommer netop af den manglende autentiske kontakt til dig selv.

Grundet en dyb menneskelig frygt for afvisning kan det føles farligt at vælge sig selv. Det er derfor, at tilpasningen har så stor en magt – det er den trygge måde at leve på. Men mærker du efter, vil du opdage, at tilpasning er en bjørnetjeneste. Selvomsorg og selvudfoldelse er en langt mere konstruktiv vej til livsglæden, den autentiske kommunikation og de sunde, ægte relationer til andre mennesker.

Selvudfoldelse – fyld mening i livet indefra og ud

Selvudfoldelse er et kig indad. Det er et aktivt valg om, at du gennem selvindsigt vil opnå en dyb og vedvarende forståelse af, hvem du er.

Arbejdet med selvudfoldelse går ud på at afdække dine personlige værdier og de drømme, du gemmer på. Det er tid afsat til selverkendelse, hvor du skal se dig selv i øjnene – også frygten, overbevisningerne, usikkerhederne, overlevelsesstrategierne og de mindre charmerende sider af sig selv. Til gengæld vil ærligheden medføre langt større selvrespekt.

Den vil også give dig modet til at sætte tydelige grænser og handle ud fra dine sande, personlige værdier. Selvomsorg bliver mere naturligt for dig, fordi du har en mere respektfuld og rummelig tilgang dine egne behov. Den dybe selvforståelse og kendskabet til dine personlige værdier giver dig en følelse af formål og retning i livet. Din selvindsigt gør også, at du får et mere givende og tæt forhold til andre mennesker.

Personlig udvikling og arbejdet med større selvkærlighed er ikke nødvendigvis let. Det at være sig selv kan lyde som det nemmeste og mest naturlige i hele verden. Alligevel er det for mange mennesker noget af det mest overvældende. Vi er jo alle vant til at vise det, der opretholder den gode stemning og giver positiv respons. Og selvudfoldelsen består jo netop i at insistere på at stå ærligt frem, uanset hvordan andre tænker og reagerer. Derfor kan det være nødvendigt at søge støtte og vejledning som led i personlig vækst.

Selvudfoldelse er ikke nogen egentlig destination, men en vedvarende proces, der konstant kræver opmærksomhed og refleksion.

Selvudvikling giver dig livsglæden tilbage

Du kan først frigøre dig fra destruktive tanker og mønstre, når du lærer dem at kende. Derfor skal vi undersøge, hvordan du måske har internaliseret omgivelsernes forventninger fra dine tidligere år. Vi skal også klarlægge, hvilke uhensigtsmæssige handlingsmønstre og vaner der styrer dig. Formålet med at lægge afstand til gamle mønstre er at give dig styringen tilbage. Kompasset skal være dit indre værdisæt, og ikke validering udefra.

Som du begynder at orientere dig indefra og ud, bliver dine relationer dybere, mere ægte. Du finder motivation og energi til at forfølge kreative og meningsfulde projekter, og du vil være i stand til at imødegå udfordringer med mere modstandskraft og fleksibilitet.

Når du begynder at mærke det, der er sandt for dig, vækkes din livskraft. Den er en del af dig, som har ligget sammenfoldet i årevis, og nu får den endelig lov til at arbejde. Du kan høre dig selv. Du har din intuition og kan følge den. Det kan føles sårbart pludselig at være filterløs og fri. Men det er også stærkt og dybt meningsfuldt. Du begynder at stå mere fast og ærligt i dig selv. Du spiller ikke længere en rolle – du er dit eget menneske.

Selvudfoldelse starter indeni. Personlig udvikling er en bevægelse hen imod at få genetableret forbindelsen til dig selv, dine behov og værdier. Men heraf følger også en vigtig ydre proces. Nu handler det nemlig om kommunikation, hvor du skal arbejde med at udtrykke dine værdier, behov og følelser klart. For når du begynder at træde mere åbent frem for andre, styrker du samtidig din selvudvikling. Og det sætter gang i en spiral af den positive slags, hvor kontakt indadtil og klarhed udadtil smelter sammen til et autentisk hele. Dit selvværd vil vokse, selvkritikken krympe, og du kan leve det liv, du ønsker dig. Et liv med masser af mening.

Hjælp til personlig udvikling

Du kan se terapi som en vej hjem til dig selv. En vej til det sted, hvor du ikke skal præstere, spille en rolle eller undertrykke sider af dig selv for at føle accept. Terapi er fokus på selvudvikling med udgangspunkt i dig og din specifikke længsel. Her er du fri til at være dig, med hvad det så end indebærer.

Uanset hvor du er i din proces – om du længes, tvivler, undres, frygter, kæmper eller allerede er godt på vej – er du hjerteligt velkommen hos mig.